"Jeg sagde, at jeg ville smadre min hjerne og sætte den sammen igen"

Jody Ettenberg, forfatter til The Travel Food Guide, fortæller om sin vipassana-oplevelse. Det var svært for hende at forestille sig, hvad der venter hende, og nu deler hun sine indtryk og erfaringer i artiklen.

Jeg tilmeldte mig et Vipassana-kursus i et øjebliks desperation. I et år var jeg plaget af søvnløshed, og uden ordentlig hvile begyndte panikanfald at angribe. Jeg led også af kroniske smerter på grund af en barndomsulykke, der forårsagede brækkede ribben og en rygskade.

Jeg valgte et kursus, som jeg tog i New Zealand. Jeg havde allerede trendy meditationskurser bag mig, men jeg forbandt vipassana med disciplin og hårdt arbejde. Frygten overvandt udsigten til at være i en kreds af mennesker med positiv tænkning.

Vipassana er forskellig fra traditionel syngende meditation. Uanset om du sidder ubehageligt, har smerter, dine arme og ben er følelsesløse, eller din hjerne tigger om at blive frigivet, skal du fokusere på de fysiske fornemmelser. Efter 10 dages træning begynder du at holde op med at reagere på livets omskiftelser.

Afledt af buddhismen er moderne kurser sekulære af natur. Da mine venner spurgte mig, hvorfor jeg var villig til at gå i isolation, sagde jeg, at jeg ville smadre min hjerne og sætte den sammen igen. Jeg jokede med, at min "harddisk" skulle defragmenteres.

Den første dag klokken 4 om morgenen ringede en klokke ved min dør, der mindede mig om at vågne, trods mørket. Jeg mærkede, at vreden byggede op i mig – det var det første skridt i udviklingen af ​​ligevægt. Jeg måtte ud af sengen og gøre mig klar til meditation. Målet med den første dag var at fokusere på vejrtrækningen. Hjernen skulle kun være opmærksom på, at du trak vejret. Det var svært for mig at koncentrere mig på grund af den konstante svie i ryggen.

På den første dag, træt af smerten og panikken, benyttede jeg lejligheden til at tale med læreren. Han kiggede roligt på mig og spurgte, hvor længe jeg havde mediteret før. Jeg var så desperat, at jeg var klar til at forlade løbet. Læreren forklarede, at min fejl var at fokusere på smerte, hvorfor sidstnævnte steg.

Fra meditationssalen klatrede vi ud i den klare newzealandske sol. Læreren foreslog, at jeg brugte en L-formet anordning af træ til at støtte min ryg under undervisningen. Han sagde ikke noget om, hvorvidt jeg mediterede rigtigt, men hans budskab var klart: Jeg kæmpede mod mig selv, ikke mod nogen andre.

Efter de første tre dages åndedræt blev vi introduceret til vipassana. Instruktionen blev givet at være opmærksom på fornemmelser, endda smerte. Vi har trænet sind til at skabe en barriere mod blind reaktion. Det enkleste eksempel er, at hvis dit ben er følelsesløst, kan din hjerne bekymre sig, hvis du kan rejse dig. På dette tidspunkt bør du koncentrere dig om nakken og ignorere benet og minde dig selv om, at smerten er forbigående, ligesom alt andet.

På den fjerde dag kom "timerne med stærk beslutsomhed". Tre gange om dagen måtte vi ikke bevæge os. Gør dit ben ondt? Det er en skam. Kløer din næse? Du må ikke røre ham. I en time sidder du og scanner din krop. Hvis noget gør ondt et sted, er vi simpelthen ikke opmærksomme på det. På dette tidspunkt forlod mange deltagere kurset. Jeg fortalte mig selv, at det kun var 10 dage.

Når du tager et Vipassana-kursus, accepterer du de fem betingelser: ingen drab, ingen tyveri, ingen løgn, ingen sex, ingen rusmidler. Skriv ikke, tal ikke, lav ikke øjenkontakt, kommuniker ikke. Forskning viser, at blinde eller døve har øgede evner i andre sanser. Når hjernen fratages én indkommende kilde, omkobler den sig selv for at øge andre sanser. Dette fænomen kaldes "cross-modal neuroplasty". På kurset mærkede jeg det – jeg kunne hverken tale eller skrive, og min hjerne arbejdede fuldt ud.

Resten af ​​ugen, mens de andre sad på græsset og nød solen mellem sessionerne, blev jeg i min celle. Det var sjovt at se hjernen arbejde. Jeg plejede at høre, at for tidlig angst altid er nytteløst, fordi det, du er bange for, aldrig vil ske. Jeg var bange for edderkopper...

På den sjette dag var jeg allerede træt af smerten, søvnløse nætter og konstante tanker. Andre deltagere talte om levende barndomsminder eller seksuelle fantasier. Jeg havde et frygteligt ønske om at løbe rundt i meditationssalen og skrige.

På den ottende dag var jeg for første gang i stand til at bruge en "time med stærk beslutsomhed" uden at bevæge mig. Da gongen ringede, var jeg våd af sved.

Ved slutningen af ​​kurset bemærker eleverne ofte, at de under meditation mærker en stærk strøm af energi gennem kroppen. Sådan var jeg ikke. Men det vigtigste skete – jeg var i stand til at flygte fra de smertefulde fornemmelser.

Det var en sejr!

Erfaringer

Mit resultat kan have været lille, men vigtigt. Jeg begyndte at sove igen. Så snart pen og papir blev tilgængeligt for mig, skrev jeg de konklusioner ned, der kom til mig.

1. Vores almindelige besættelse af at finde lykke er ikke en grund til meditation. Moderne neurovidenskab siger måske noget andet, men du behøver ikke at meditere for at være lykkelig. At forblive stabil, når livet går skævt, er den bedste udvej.

2. Mange af kompleksiteten i vores liv kommer fra de antagelser, vi gør os, og hvordan vi reagerer på dem. På 10 dage forstår du, hvor meget hjernen forvrænger virkeligheden. Ofte er det vrede eller frygt, og vi værner om det i vores sind. Vi tror, ​​at følelser er objektive, men de er farvet af vores viden og utilfredshed.

3. Du skal arbejde på dig selv. De første dage med vipassana ødelægger du dig selv, og det er meget svært. Men 10 dages disciplineret praksis vil helt sikkert bringe forandring.

4. Perfektionisme kan være farligt. Der er ingen perfektion, og der er ingen objektiv vurdering af, hvad der anses for at være "rigtigt". Kurset fik mig til at forstå, at hvis du har et værdisystem, der giver dig mulighed for at træffe ærlige beslutninger, er det allerede godt.

5. At lære at stoppe med at reagere er en måde at håndtere smerte på. For mig var denne lektion særlig vigtig. Jeg var ikke kommet til den konklusion uden kurset, fordi jeg er for stædig. Nu forstår jeg, at ved at overvåge min smerte, forværrede jeg den enormt. Nogle gange holder vi fast i det, vi frygter, og det, vi hader.

Giv en kommentar