Lider du af regelmæssige smerter eller skal du have en engangs medicinsk procedure, der lover ubehag? Bed en partner om at være der og holde din hånd: det er sandsynligt, at når en elsket rører ved os, er vores hjernebølger synkroniserede, og vi har det bedre som følge heraf.
Tænk tilbage på din barndom. Hvad gjorde du, da du faldt og gjorde ondt i knæet? Mest sandsynligt skyndte de sig til mor eller far for at kramme dig. Forskere mener, at berøringen af en elsket virkelig kan helbrede, ikke kun følelsesmæssigt, men også fysisk.
Neurovidenskab har nu nået det punkt, som mødre rundt om i verden altid har følt intuitivt: berøring og empati hjælper med at lindre smerte. Hvad mødrene ikke vidste er, at berøring synkroniserer hjernebølger, og at det er det, der højst sandsynligt fører til smertelindring.
"Når en anden deler deres smerte med os, udløses de samme processer i vores hjerne, som hvis vi selv har det," forklarer Simone Shamai-Tsuri, psykolog og professor ved Universitetet i Haifa.
Simone og hendes team bekræftede dette fænomen ved at udføre en række eksperimenter. Først testede de, hvordan fysisk kontakt med en fremmed eller romantisk partner påvirker opfattelsen af smerte. Smertefaktoren var forårsaget af varmepåvirkning, som føltes som en lille forbrænding på armen. Hvis forsøgspersonerne i det øjeblik holdt hånd med en partner, blev ubehagelige fornemmelser lettere tolereret. Og jo mere partneren sympatiserede med dem, jo svagere vurderede de smerten. Men berøringen af en fremmed gav ikke en sådan effekt.
For at forstå, hvordan og hvorfor dette fænomen virker, brugte forskerne en ny elektroencefalogramteknologi, der gjorde det muligt for dem samtidig at måle signaler i forsøgspersonernes og deres partneres hjerner. De fandt ud af, at når partnere holder i hånd, og en af dem har smerter, synkroniseres deres hjernesignaler: de samme celler i de samme områder lyser op.
"Vi har længe vidst, at det at holde en andens hånd er et vigtigt element i social støtte, men nu forstår vi endelig, hvad karakteren af denne effekt er," siger Shamai-Tsuri.
For at forklare, lad os huske spejlneuroner – hjerneceller, der er ophidsede både når vi selv gør noget, og når vi kun observerer hvordan en anden udfører denne handling (i dette tilfælde får vi selv en lille forbrænding eller ser hvordan partner får det). Den stærkeste synkronisering blev observeret netop i hjerneområdet i overensstemmelse med opførsel af spejlneuroner, såvel som i dem, hvor signaler om fysisk kontakt ankommer.
Sociale interaktioner kan synkronisere vejrtrækning og puls
"Måske i sådanne øjeblikke er grænserne mellem os og den anden udvisket," foreslår Shamai-Tsuri. "En person deler bogstaveligt talt sin smerte med os, og vi fjerner en del af den."
En anden række eksperimenter blev udført under anvendelse af fMRI (funktionel magnetisk resonansbilleddannelse). Først blev der lavet et tomogram til partneren, der havde ondt, og den elskede holdt ham i hånden og sympatiserede. Så scannede de hjernen på en sympatisør. I begge tilfælde blev der fundet aktivitet i den nedre parietallap: det område, hvor spejlneuroner er placeret.
Partnere, der oplevede smerter, og som blev holdt i hånden, havde også nedsat aktivitet i insula, den del af hjernebarken, der blandt andet er ansvarlig for at opleve smerter. Deres partnere oplevede ingen ændringer i dette område, da de ikke oplevede fysisk smerte.
Samtidig er det vigtigt at forstå, at selve smertesignalerne (forskere kalder denne smertefulde excitation af nervefibre) ikke ændrede sig - kun forsøgspersonernes fornemmelser ændrede sig. "Både styrken af virkningen og styrken af smerten forbliver den samme, men når "beskeden" kommer ind i hjernen, sker der noget, som får os til at opfatte fornemmelserne som mindre smertefulde."
Ikke alle videnskabsmænd er enige i konklusionerne fra Shamai-Tsuri-forskerholdet. Den svenske forsker Julia Suvilehto mener således, at vi kan tale mere om sammenhæng end om årsagssammenhæng. Ifølge hende kan den observerede effekt have andre forklaringer. En af dem er kroppens reaktion på stress. Når vi er stressede, ser smerterne ud til at være stærkere, end når vi slapper af, hvilket betyder, at når en partner tager vores hånd, falder vi til ro – og nu gør vi ikke så ondt.
Forskning viser også, at sociale interaktioner kan synkronisere vores vejrtrækning og puls, men måske igen fordi det at være omkring en elsket beroliger os. Eller måske fordi berøring og empati i sig selv er behagelige og aktiverer områder i hjernen, der giver en "smertelindrende" effekt.
Uanset forklaringen, næste gang du går til lægen, så bed din partner om at holde dig med selskab. Eller mor, som i de gode gamle dage.
mamba