Maud Julien: "Mor smed mig lige i vandet"

I 1960 købte franskmanden Louis Didier et hus nær Lille og trak sig tilbage der sammen med sin kone for at udføre sit livs projekt - at opdrage et overmenneske ud af sin lille datter, Maud.

Maud ventede på streng disciplin, test af viljestyrke, sult, mangel på den mindste varme og sympati fra sine forældre. Med en fantastisk modstandskraft og vilje til at leve voksede Maud Julien op til at blive psykoterapeut og fandt styrken til at dele sin oplevelse offentligt. Vi udgiver uddrag af hendes bog “Datterens fortælling”, som udgives på Eksmo-forlaget.

»Far gentager igen, at alt, hvad han gør, gør han for mig. At han vier hele sit liv til mig for at lære, forme, skulpturere fra mig det højere væsen, som jeg er bestemt til at blive …

Jeg ved, at jeg skal vise mig værdig til de opgaver, som han vil stille mig senere. Men jeg er bange for, at jeg ikke kan opfylde hans krav. Jeg føler mig for svag, for klodset, for dum. Og jeg er så bange for ham! Selv hans overvægtige krop, store hoved, lange tynde arme og stålfaste øjne. Jeg er så bange for, at mine ben giver efter, når jeg nærmer mig ham.

Endnu mere forfærdeligt for mig er, at jeg står alene mod denne kæmpe. Ingen trøst eller beskyttelse kan forventes af moderen. "Monsieur Didier" for hende er en halvgud. Hun elsker og hader ham, men hun tør aldrig modsige ham. Jeg har intet andet valg end at lukke øjnene og rystende af frygt søge tilflugt under min skabers vinge.

Min far er overbevist om, at sindet kan opnå alt. Absolut alt: han kan besejre enhver fare og overvinde enhver forhindring. Men for at gøre dette kræves en lang, aktiv forberedelse, væk fra denne urene verdens snavs. Han siger altid: ”Mennesket er i sagens natur ondt, verden er i sagens natur farlig. Jorden er fuld af svage, feje mennesker, som er presset til forræderi af deres svaghed og fejhed.

Faderen er skuffet over verden; han blev ofte forrådt. "Du ved ikke, hvor heldig du er for at blive skånet for andre menneskers besmittelse," siger han til mig. Det er det, dette hus er til for, for at holde omverdenens miasma på afstand. Min far siger nogle gange til mig, at jeg aldrig må forlade dette hus, heller ikke efter han dør.

Hans minde vil leve videre i dette hus, og hvis jeg passer på ham, vil jeg være i sikkerhed. Og nogle gange siger hun, at senere kan jeg gøre, hvad jeg vil, jeg kan blive Frankrigs præsident, verdens elskerinde. Men når jeg forlader dette hus, vil jeg ikke gøre det for at leve det formålsløse liv som "Miss Nobody". Jeg vil forlade ham for at erobre verden og "opnå storhed."

***

"Mor betragter mig som et sært væsen, en bundløs brønd af dårlig vilje. Jeg sprøjter tydeligvis blæk på papiret med vilje, og lige så bevidst har jeg skåret et stykke af nær glaspladen på det store spisebord. Jeg snubler med vilje eller flader min hud, når jeg trækker ukrudtet ud i haven. Jeg falder og bliver også kløet med vilje. Jeg er en "løgner" og en "prætender". Jeg forsøger altid at gøre opmærksom på mig selv.

Samtidig med at læse- og skrivetimerne begyndte, lærte jeg at cykle. Jeg havde en børnecykel med træningshjul på baghjulet.

"Nu tager vi dem af," sagde moderen en dag. Far stod bag os og så tavst på scenen. Min mor tvang mig til at sidde på den pludselig ustabile cykel, greb mig fast med begge hænder, og-whhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh skubbede kraftigt ned ad den skrånende indkørsel.

Da jeg faldt, rev jeg mit ben på gruset og brød ud i tårer af smerte og ydmygelse. Men da jeg så de to passive ansigter iagttage mig, stoppede hulkene af sig selv. Uden et ord satte min mor mig tilbage på cyklen og skubbede mig så mange gange, som det tog, for at jeg kunne lære at balancere på egen hånd.

Mine hudafskrabninger blev behandlet på stedet: min mor holdt godt fast i mit knæ, og min far hældte medicinsk alkohol direkte på de ømme sår. Det var forbudt at græde og stønne. Jeg var nødt til at slibe tænder.

Jeg lærte også at svømme. At gå i den lokale svømmehal var selvfølgelig udelukket. Sommeren, da jeg var fire år gammel, byggede min far en swimmingpool "bare til mig" for enden af ​​haven. Nej, ikke en smuk blå vandpool. Det var en ret lang smal stribe vand, klemt på begge sider af betonvægge. Vandet der var mørkt, iskoldt, og jeg kunne ikke se bunden.

Som med cyklen var min første lektion enkel og hurtig: min mor smed mig bare i vandet. Jeg tæskede, skreg og drak vand. Lige da jeg var klar til at synke som en sten, dykkede hun ind og fiskede mig ud. Og alt skete igen. Jeg skreg igen, græd og blev kvalt. Mor trak mig ud igen.

"Du vil blive straffet for det dumme klynkeri," sagde hun, før hun uden ceremoniel kastede mig tilbage i vandet. Min krop kæmpede for at flyde, mens min ånd krøllede sammen inde i mig til en lidt strammere bold hver gang.

"En stærk mand græder ikke," sagde faderen, mens han så denne optræden på afstand og stod, så sprayen ikke nåede. – Du skal lære at svømme. Dette er vigtigt, hvis du falder ned fra broen eller bliver nødt til at løbe for livet.

Jeg lærte efterhånden at holde hovedet over vandet. Og med tiden blev hun endda en god svømmer. Men jeg hader vandet lige så meget, som jeg hader denne pool, hvor jeg stadig skal træne.”

***

(10 år senere)

"En morgen, da jeg gik ned på første sal, bemærker jeg en konvolut i postkassen og falder næsten ned, da jeg ser mit navn skrevet med smuk håndskrift på den. Ingen har nogensinde skrevet til mig. Mine hænder ryster af begejstring.

Jeg ser på bagsiden af ​​brevet, at det er fra Marie-Noelle, som jeg mødte under eksamenerne – en pige fuld af glæde og energi, og i øvrigt en skønhed. Hendes luksuriøse sorte hår er trukket tilbage i baghovedet i en hestehale.

"Hør, vi kunne korrespondere," sagde hun så. – Kan du give mig din adresse?

Jeg åbner febrilsk konvolutten og folder to hele ark ud, dækket på begge sider med linjer af blåt blæk, med blomster tegnet i margenerne.

Marie-Noelle fortæller, at hun ikke bestod sine eksamener, men det gør ikke noget, hun har stadig en dejlig sommer. Så du kan dumpe dine eksamener og stadig ikke blive en gående skuffelse.

Jeg kan huske, hun fortalte mig, at hun blev gift som sytten, men nu siger hun, at hun skændtes med sin mand. Hun mødte en anden fyr, og de kyssede.

Så fortæller Marie-Noel mig om sine ferier, om "mor" og "far", og hvor glad hun er for at se dem, fordi hun har så meget at fortælle dem. Hun håber, at jeg vil skrive til hende, og at vi ses igen. Hvis jeg vil komme og se hende, vil hendes forældre gerne være vært for mig, og jeg kan bo i deres sommerhus.

Jeg er ovenud glad: hun husker mig! Hendes lykke og energi er smitsom. Og brevet fylder mig med håb. Det viser sig, at efter mislykkede eksamener går livet videre, at kærligheden ikke slutter, at der er forældre, der bliver ved med at tale med deres døtre.

Hvad kunne jeg skrive til hende om? Jeg har ikke noget at fortælle hende … Og så tænker jeg: nej, det er der! Jeg kan fortælle hende om de bøger, jeg læste, om haven og om Pete, der netop døde, efter at have levet et godt, langt liv. Jeg kan fortælle hende, hvordan han er blevet en "lam and" i de seneste uger, og hvordan jeg har set ham humpe af kærlighed.

Jeg indser, at selv afskåret fra verden, har jeg noget at sige, at livet fortsætter overalt.

I mit sind skriver jeg hende et brev på flere sider; Jeg har ikke en elsket, men jeg er forelsket i livet, i naturen, i nyudklækkede duer... Jeg beder min mor om smukt papir og frimærker. Hun forlanger først at lade hende læse Marie-Noelles brev og bliver nærmest kvælt af indignation:

"Du har kun været udenfor én gang, og du er allerede blevet blandet sammen med prostituerede!" En pige, der gifter sig som sytten, er en prostitueret! Og hun kyssede en anden fyr!

Men hun bliver skilt...

Mor konfiskerer brevet og forbyder mig strengt at komme i kontakt med "den beskidte hore". Jeg er modløs. Hvad nu? Jeg går rundt i mit bur og rammer tremmerne fra alle sider. Jeg er både irriteret og stødt over de bombastiske taler, som min mor holder ved bordet.

"Vi ville skabe den perfekte person ud af dig," siger hun, "og det er det, vi fik. Du er en gående skuffelse.

Far vælger netop dette øjeblik at udsætte mig for en af ​​sine skøre øvelser: At skære halsen over på en kylling og kræve, at jeg drikker hendes blod.

– Det er godt for hjernen.

Nej, det er for meget. Forstår han ikke, at jeg ikke har mere at tabe? Hvad har han med kamikaze at gøre? Nej, han forstår det ikke. Han insisterer, taler ud, truer ... Da han begynder at råbe i den samme bas, som fik mit blod til at løbe koldt i mine årer som barn, eksploderer jeg:

- Jeg sagde nej! Jeg vil ikke drikke kyllingeblod, hverken i dag eller nogen anden dag. Og forresten, jeg skal ikke passe på din grav. Aldrig! Og om nødvendigt fylder jeg den med cement, så ingen kan vende tilbage fra den. Jeg ved alt om, hvordan man forbereder cement – ​​takket være dig!

Jeg ser direkte ind i min fars øjne og holder hans blik fast. Jeg ved også alt om at bevare øjenkontakten – det virker endnu mere, end han gør, for han vender øjnene væk. Jeg er på randen af ​​at besvime, men jeg gjorde det.”

Maud Juliens bog “Datterens fortælling” udkommer i december 2019 på Eksmo forlag.