Der er mange historier om, hvordan en person, der ikke havde brug for noget, som køber ting, tøj, udstyr, biler osv., pludselig holder op med at gøre dette og nægter forbrugerisme og foretrækker minimalisme. Det kommer gennem forståelse af, at de ting, vi køber, ikke er os.
”Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jo mindre jeg har, jo mere hel føler jeg mig. Jeg husker tre dage på Boyd Pond, hvor jeg samlede nok til en familie på seks. Og den første solotur mod vest var mine tasker fyldt med bøger og broderier og patchwork, som jeg aldrig havde rørt.
Jeg elsker at købe tøj fra Goodwill og returnere det, når jeg ikke længere mærker det på min krop. Jeg køber bøger fra vores lokale butikker og genbruger dem så til noget andet. Mit hus er fyldt med kunst og fjer og sten, men de fleste møbler var der allerede, da jeg lejede det: to lasede kommoder, køkkenskabe i fugtigt fyrretræ og et dusin hylder lavet af mælkekasser og gammelt tømmer. De eneste ting tilbage af mit liv i Østen er mit trolleybord og en brugt biblioteksstol, som Nicholas, min tidligere elsker, gav mig til min 39-års fødselsdag.
Min lastbil er 12 år gammel. Den har fire cylindre. Der var ture til kasinoet, da jeg øgede hastigheden til 85 miles i timen. Jeg rejste på tværs af landet med en kasse mad, et komfur og en rygsæk fuld af tøj. Alt dette skyldes ikke politisk overbevisning. Alt sammen fordi det bringer mig glæde, glæde mystisk og almindelig.
Det er mærkeligt at huske de år, hvor postordrekataloger fyldte køkkenbordet, hvor en ven fra østkysten gav mig en lærredstaske med logoet "Når tingene bliver svære, shoppes tingene." De fleste af de $40 T-shirts og museumstryk samt højteknologiske haveredskaber, som jeg aldrig har brugt, er tabt, doneret eller doneret til Goodwill. Ingen af dem gav mig engang halvdelen af glæden ved deres fravær.
Jeg er heldig. Den vilde fugl førte mig til denne jackpot. En augustnat for en halv snes år siden kom et lille orange flimmer ind i mit hus. Jeg prøvede at fange den. Fuglen forsvandt bag komfuret, uden for min rækkevidde. Kattene samledes i køkkenet. Jeg ramte komfuret. Fuglen var tavs. Jeg havde intet andet valg end at lade det være.
Jeg gik tilbage i seng og prøvede at sove. Der var stille i køkkenet. En efter en krøllede kattene sig om mig. Jeg så, hvordan mørket i vinduerne begyndte at falme, og jeg faldt i søvn.
Da jeg vågnede, var der ingen katte. Jeg stod ud af sengen, tændte morgenlyset og gik ind i stuen. Kattene sad på række for foden af den gamle sofa. Fuglen sad på ryggen og så på mig og kattene med absolut ro. Jeg åbnede bagdøren. Morgenen var blød grøn, lys og skygge spillede på fyrretræet. Jeg tog min gamle arbejdsskjorte af og samlede fuglen. Fuglen rørte sig ikke.
Jeg bar fuglen ud til verandaen og rullede min skjorte ud. I lang tid hvilede fuglen i stoffet. Jeg troede, at hun måske blev forvirret og tog sagen i egen hånd. Igen var alt det samme. Så fløj fuglen med et vingeslag lige hen mod den unge fyrretræ.
Jeg vil aldrig glemme følelsen af frigivelse. Og fire orange og sorte fjer fandt jeg på køkkengulvet.
Nok. Mere end nok".