Hvordan forklarer man selvmord hos børn?

Selvmord hos børn: hvordan forklarer man dette ønske om at dø tidligt?

Siden begyndelsen af ​​året har en sort serie af tidlige selvmord været i nyhederne. Chikaneret på college, især fordi han var rødhåret, begik 13-årige Matteo selvmord i februar sidste år. Den 11. marts 2012 blev en 13-årig Lyon-dreng fundet hængt på sit værelse. Men selvmord rammer også de yngste. I England, i midten af ​​februar, var det en 9-årig dreng, mobbet af sine skolekammerater, der endte hans liv. Hvordan forklarer man denne passage til handlingen hos børn eller teenagere? Michel Debout, formand for National Union for Selvmordsforebyggelse, oplyser os om dette dramatiske fænomen ...

Ifølge Inserm begik 37 børn i alderen 5 til 10 selvmord i 2009. Tror du, at disse tal afslører sandheden, vel vidende at det nogle gange er svært at skelne mellem selvmord og ulykke?

Jeg tror, ​​de er en afspejling af virkeligheden. Når et barn under 12 dør, er der en undersøgelse, og dødsfaldet registreres af de statistiske institutter. Vi kan derfor overveje, at der er en vis pålidelighed. Ikke desto mindre er det vigtigt at skelne mellem selvmord hos børn og selvmord hos unge. En lille tænker ikke som en 14-årig. Adskillige undersøgelser af selvmord hos unge er allerede blevet udført. Selvmordsforsøget, som er hyppigst i teenageårene, har i dag psykologiske, psykoanalytiske, medicinske fortolkninger … For de yngste er tallet heldigvis meget lavere, hvorfor årsagerne er mindre indlysende. . Jeg tror ikke, at vi rigtig kan tale om selvmord, det vil sige om intention om at dræbe sig selv hos et 5-årigt barn.

Forestillingen om selvmord hos små børn er derfor ikke plausibel?

Det er ikke et spørgsmål om alder, men snarere om personlig modning. Vi kan sige, at fra 8 til 10 år gammel, med et mellemrum på et eller to år afhængigt af situationer, uddannelsesvariationer, social kulturelle, kan et barn ønske at begå selvmord. Hos et yngre barn er det mere tvivlsomt. Selvom nogle i 10-årsalderen har en forestilling om risikoen, om farligheden ved deres handling, er de ikke nødvendigvis klar over, at det vil føre dem til en permanent forsvinden. Og så i dag er repræsentationen af ​​døden, især med videospil, forvrænget. Når helten dør, og barnet taber spillet, kan han hele tiden gå tilbage og ændre spillets udfald. Det virtuelle og billedet tager mere og mere plads i uddannelse sammenlignet med virkelige betydninger. Det er sværere at lægge afstand, hvilket letter impulsiviteten. Derudover er børnene, heldigvis for dem, ikke længere, som på det tidspunkt, konfronteret med deres forældres og bedsteforældres død. Nogle gange kender de endda deres oldeforældre. Men for at være opmærksom på din egen endelighed, skal du være berørt af en elskets virkelige død. Det er derfor, jeg tror, ​​at det kan være konstruktivt at have et kæledyr og miste det et par år senere.

Hvordan forklarer man passagen til handlingen hos børn alligevel?

Håndtering af følelser, som ikke er det samme hos børn og voksne, har bestemt noget med det at gøre. Men vi må først sætte spørgsmålstegn ved impulsiviteten i handlingen sammenlignet med intentionalitet. For at mene, at en person har begået selvmord, må hans handling være en del af en intentionalitet, det vil sige en bevidst fare for ham selv. Nogle mener endda, at der skal være et forsvindingsprojekt. Men i visse situationer har vi især indtryk af, at barnet ønskede at slippe ud af en følelsesmæssig svær situation som f.eks. misbrug. Han kan også blive konfronteret med en autoritet og forestille sig, at han er skyld i det. Han flygter derfor fra en situation, som han opfatter, eller som er rigtig svær uden egentlig at ville forsvinde.

Kan der være nogle stemningsfulde tegn på denne ulykke?

Først og fremmest skal det huskes, at selvmord blandt børn er et meget sjældent fænomen. Men når en historie går ned ad bakke, især i tilfælde af mobning eller syndebuk, udsender barnet nogle gange tegn. Han kan gå baglæns i skole, fremkalde forskellige symptomer, når han genoptager undervisningen: ubehag, ondt i maven, hovedpine … Du skal være opmærksom. Desuden, hvis barnet regelmæssigt går fra et sted i livet til et andet, og han indikerer en irritation over tanken om at tage dertil, at hans humør ændrer sig, kan forældrene stille sig selv spørgsmål. Men pas på, disse skiftende adfærd skal gentages og systematisk. Man skal faktisk ikke dramatisere, hvis han en dag ikke ønsker at gå i skole og foretrækker at blive hjemme. Det sker for alle...

Så hvilke råd vil du give forældrene?

Det er vigtigt at minde dit barn om, at vi er der for at lytte til ham, at han absolut skal betro sig, hvis noget får ham til at lide eller undre sig over, hvad der sker med ham. Barnet, der begår selvmord, flygter fra en trussel. Han mener, at han ikke kan løse det på anden vis (når der f.eks. er hold og trussel fra en kammerat). Vi skal derfor nå at stille ham i fortrolighed, så han forstår, at det er ved at tale, han kan undslippe det og ikke omvendt.