Tror du, at du ikke er som alle andre, du har ingen venner, og du har fået at vide mere end én gang, at du opfører dig mærkeligt? Kan dette være et tegn på en psykisk lidelse? Ekaterina Mikhailova, en psykoterapeut og ekspert i tidsskriftet Psychologies, svarer.
Ekaterina Mikhailova
Så kære anonym: eller du har et uudtalt spørgsmål, eller du kan ikke læse videre. Hvert brev minder lidt om forfatteren, og dit også: tankerne springer, så huskes én ting, så en anden … Det virker skræmmende, at nogle ikke er sådan, der er ingen venner, du kan ikke lide dine forældre, du kan ikke lide Det virker ikke, men du går - jeg vil have nye tests, og bestemt "om personlighed". Og alt sammen for at besvare spørgsmålet "Er jeg skør"?
Selvfølgelig ikke. Du beder om noget andet: fortæl mig, hvem jeg er, for det forstår jeg ikke selv. Dette sker i en alder af 16-17 år, men du er 24. Og tilsyneladende lever du som en teenager …
Det ville være rart at finde ud af, hvad man godt kan, hvilke evner der ikke har udviklet sig i det der snakkesalige kaos, hvor man drukner alarmen.
Og jeg vil fortælle dig dette: du er ikke en «skør», men bare en meget, meget forsømt person, ensom, rastløs og rod i mit hoved. Måske har dine forældre virkelig ikke opdraget dig ordentligt, men de bliver ikke voksne mere. Så den eneste mulighed er at uddanne dig selv.
Og jeg ville starte ikke med venner, men med opmærksomhed, tænkning og tale. Hvis du er interesseret i tests - fantastisk, find en måde at teste din opmærksomhed og løse logiske gåder. Find eventuelt øvelser for opmærksomhed, selv for børn, ingen ved det alligevel. At bryde vil være forfærdeligt: kedeligt, kedeligt, og du er "for sej", ja. Men indtil du lærer dig selv i det mindste en form for ro og tålmodighed, vil intet andet heller fungere, det vil fortsætte med at kaste fra "skræmmende" til "ligeglad" og omvendt, og livet går.
Der er meget energi, men uden mål kører det i en cirkel, knyttet til ingenting. Det ville være godt at finde ud af, hvad man godt kan, hvilke evner der ikke udviklede sig i det snakkesalige kaos, hvor man drukner alarmen. Dine særheder interesserer ingen, så stop med at fremvise dem, men du har virkelig brug for hjælp. Kun du ikke ved, hvordan du får det, og ingen har det. Så alt håb er i dig selv - sådan som det er.