Familievanskeligheder, skoleproblemer eller hæmmet vækst, årsagerne til at konsultere børnepsykologer er flere og flere og flere. Men hvad kan vi forvente af disse konsultationer, og hvornår skal de iværksættes? Så mange spørgsmål, som forældre kan stille sig selv.

Ubrugeligt og umuligt at liste her alle de grunde, der presser forældre til at overveje en konsultation for deres barn. Den generelle idé er snarere at være opmærksom og at vide, hvordan man opdager ethvert symptom eller unormal og bekymrende adfærd hos et barn.

De første tegn på lidelse hos børn og unge kan være harmløse (søvnforstyrrelser, irritabilitet osv.), men også meget bekymrende (spiseforstyrrelser, tristhed, isolation osv.). Faktisk, når barnet støder på en vanskelighed, som det ikke kan løse alene eller med din hjælp, skal du være på vagt.

For at hjælpe dig med at forstå, hvad der kan være årsagerne til konsultation, er her de mest almindelige alt efter alder:

• Hos børn under 3 år er det oftest udviklingsforsinkelser og søvnforstyrrelser (mareridt, søvnløshed...);
• Når de starter i skole, har nogle svært ved at skilles fra deres forældre eller har meget svært ved at koncentrere sig og/eller socialisere. Der kan også opstå problemer med renligheden;
• Så i CP og CE1 kommer visse problemer, såsom indlæringsvanskeligheder, ordblindhed eller hyperaktivitet frem. Nogle børn begynder også at somatisere (hovedpine, mavepine, eksem...) for at skjule dybere lidelser;
• Fra at komme på universitetet opstår andre bekymringer: hån og sidelinie fra andre børn, vanskeligheder med at lave lektier, dårlig tilpasning til en skole for "voksne", problemer relateret til teenageårene (Anoreksi, bulimi, stofafhængighed...);
• Endelig giver det nogle gange vanskeligheder med valg af orientering, modstand med forældre eller bekymringer relateret til seksualitet at komme i gymnasiet.

Det er svært for forældre at vurdere, om deres barn har brug for psykologhjælp eller ej. Hvis du er i tvivl, så tøv ikke med at søge råd hos de mennesker, der dagligt omgiver dit barn (dagplejere, lærere osv.).

Oftest overvejer forældre en konsultation med en psykolog når et eller flere familiemedlemmer ikke kan klare situationen. Stadiet med de første symptomer er for længst forbi, og lidelsen er veletableret. Det er derfor ret vanskeligt at vurdere, kvantificere og rådgive en given periode til at starte konsultationer. Så snart der er den mindste tvivl, er det muligt at tale med den børnelæge eller den praktiserende læge, der følger dit barn, for at bede om en udtalelse og eventuelt råd og specialistkontakter.

Og frem for alt, følg dine instinkter! Dit barns første psykolog er dig. Ved de første tegn på adfærdsændring er det bedst at kommunikere med ham. Stil ham spørgsmål om hans skoleliv, hvordan han har det, og hvordan han har det. Prøv at åbne en dialog for at hjælpe ham med at losse og betro sig. Dette er det første rigtige skridt til at give ham mulighed for at få det bedre.

Og hvis situationen på trods af dine bedste anstrengelser og alle dine forsøg på kommunikation forbliver blokeret, og dens adfærd er anderledes end hvad du er vant til, så tøv ikke med at konsultere en specialist.

Før hans første session er forældrenes rolle at forklare og berolige barnet om, hvordan mødet skrider frem. Fortæl ham, at han vil møde en person, der er vant til at arbejde med børn, og at han bliver nødt til at tegne, lege og tale med denne person. Dramatisering af konsultationen vil give ham mulighed for at overveje det roligt og sætte oddsene på sin side for et hurtigt resultat.

Varigheden af ​​opfølgningen varierer meget afhængigt af barnet og det problem, der skal behandles. For nogle mennesker vil ordet blive frigivet efter en session, mens andre vil tage mere end et år at betro sig. Men én ting er sikkert, jo mere terapi involverer et lille barn, jo kortere er den.

Samtidig er forældrenes rolle afgørende. Selvom din tilstedeværelse under aftaler ikke er hyppig, skal terapeuten være i stand til at stole på din motivation og sikre, at han har din aftale om at blande sig i dit familieliv ved at udspørge barnet og være i stand til at give dig nogle konstruktive råd.

For at terapien skal lykkes, skal hele familien føle sig involveret og motiveret.