"Dyrevelfærd går forud for religion," meddelte det danske landbrugsministerium, da forbuddet mod rituel slagtning trådte i kraft. Der har været de sædvanlige anklager om antisemitisme og islamofobi fra jøder og muslimer, selvom begge samfund stadig frit kan importere kød fra dyr, der er slagtet på deres egen måde.
I de fleste europæiske lande, inklusive Storbritannien, anses det kun for humant at slagte et dyr, hvis det bliver bedøvet, før dets hals skæres over. Muslimske og jødiske regler kræver dog, at dyret er fuldstændig sundt, intakt og ved bevidsthed på slagtetidspunktet. Mange muslimer og jøder insisterer på, at den hurtige teknik med rituel slagtning forhindrer dyret i at lide. Men dyrevelfærdsaktivister og deres støtter er uenige.
Nogle jøder og muslimer er forargede. En gruppe kaldet Danish Halal beskriver lovændringen som "et klart indgreb i religionsfriheden." "Europæisk antisemitisme viser sine sande farver," sagde den israelske minister.
Disse stridigheder kan virkelig kaste lys over vores holdning til små samfund. Jeg husker, at frygt for halal-slagtning blev udtrykt i Bradford i 1984, halal blev erklæret en af forhindringerne for muslimsk integration og en konsekvens af den manglende integration. Men det, der virkelig er bemærkelsesværdigt, er den fuldstændige ligegyldighed over for den grusomme behandling af dyr, der slagtes til sekulære måltider.
Grusomhederne strækker sig over opdrættede dyrs levetid, mens grusomheden ved rituel slagtning højst varer et par minutter. Derfor ligner klager over halal-slagtning af gårdhøns og kalve en monstrøs absurditet.
I dansk sammenhæng er det især tydeligt. Svineindustrien fodrer næsten alle i Europa, som ikke er jøder eller muslimer, det er en monstrøs motor for hverdagens lidelser, på trods af bedøvelsen før slagtning. Den nye landbrugsminister, Dan Jørgensen, bemærkede, at 25 smågrise om dagen dør på danske gårde – de har ikke engang tid til at sende dem på slagteriet; at halvdelen af søerne har åbne sår og 95 % får deres hale brutalt skåret af, hvilket er ulovligt ifølge EU-reglerne. Dette gøres, fordi grise bider hinanden, mens de er i trange bure.
Denne form for grusomhed anses for berettiget, da den tjener penge til svinebønderne. Meget få mennesker ser dette som et alvorligt etisk problem. Der er to andre grunde til ironi angående den danske sag.
For det første var landet senest i centrum for international forargelse over nedslagtningen af en giraf, fuldstændig human, og så ved hjælp af dens lig studerede de først biologi og fodrede derefter løverne, som må have nydt det. Spørgsmålet her er, hvor humane zoologiske haver generelt er. Naturligvis levede Marius, den uheldige giraf, et kort liv uendeligt meget bedre og mere interessant end nogen af de seks millioner grise, der hvert år fødes og slagtes i Danmark.
For det andet er Jørgensen, der håndhævede forbuddet mod rituel slagtning, faktisk husdyrbrugenes værste fjende. I en række artikler og taler slog han fast, at danske fabrikker skal holde rent, og at den nuværende situation er uudholdelig. Han forstår i det mindste hykleriet i kun at angribe grusomheden i omstændighederne omkring et dyrs død og ikke alle hans livs realiteter.