Som barn forstod jeg ikke, hvorfor naboer og forældre behandler vores nabo, der arbejdede i børnehaven, med stor respekt. Det var først mange år senere, at jeg indså, at hendes lille pung gemte på en stor hemmelighed...
Hendes navn var Faina Pavlovna. Hun arbejdede hele sit liv i den samme børnehave. Barnepige - i tresserne, da de tog min mor dertil fra vuggestuen. Og i køkkenet - i firserne, da de sendte mig derhen. Hun boede i vores bygning.
Drejer man hovedet fra vinduet til venstre, kunne man forneden og skråt se balkonen i hendes lejlighed - alt sammen siddende med morgenfruer og med den samme stol, som hendes handicappede mand sad på i timevis i godt vejr. De havde ikke børn.
Det forlød, at den gamle mand mistede sit ben i krigen, og hun, stadig meget ung, trak ham ud under kuglerne efter eksplosionen
Så hun trak sig videre hele livet, trofast og trofast. Enten af medfølelse eller af kærlighed. Hun talte om ham som med stort bogstav, med respekt. Og hun nævnte aldrig navnet: "Sam", "Han".
I børnehaven talte jeg sjældent med hende. Jeg husker kun i den yngre gruppe i børnehaven (eller i vuggestuen?) Vi blev sat i par og ført i formation fra bygningens fløj ned til forsamlingshuset. Der var et portræt på væggen. "Hvem er det?" — læreren bragte hvert barn til ham individuelt. Det var nødvendigt at give det rigtige svar. Men af en eller anden grund blev jeg flov og tav.
Faina Pavlovna kom op. Hun strøg blidt over mit hoved og foreslog: "Bedstefar Lenin." Alle havde sådan en slægtning. Han døde i øvrigt i en alder af 53. Det vil sige, at han var lige så gammel, som Hugh Jackman og Jennifer Aniston er nu. Men — «bedstefar».
Faina Pavlovna virkede også gammel på mig. Men i virkeligheden var hun lidt over tres (i øvrigt i en alder af Sharon Stone og Madonna i dag). Alle så ældre ud dengang. Og de så ud til at vare evigt.
Hun var også en af de stærke, modne kvinder, som aldrig så ud til at blive syge.
Og i al slags vejr hver dag, klart efter tidsplanen, gik hun til gudstjenesten. I samme enkle kappe og tørklæde. Hun bevægede sig kraftigt, men ikke bøvlet. Hun var meget høflig. Hun smilede til sine naboer. Gik rask. Og hun var altid ledsaget af den samme lille nettaske.
Med hende, og vendte hjem fra arbejde om aftenen. Mange år senere forstod jeg, hvorfor mine forældre respekterede hende så meget, og hvorfor hun altid kun havde en lille håndtaske med.
Da hun arbejdede i en børnehave ved siden af køkkenet, tog Faina Pavlovna, selv i en tid med tomme butikker, i princippet aldrig mad fra børn. Den lille håndtaske var en indikator for hendes ærlighed. Til minde om de søstre, der døde af sult i krigen. Et symbol på menneskelig værdighed.