Indhold
Hvad vil gudinden Hecate vælge - fri lidenskab eller lov? Liv eller udødelighed? Hvorfor fremstillede William Blake den magtfulde gudinde som så ensom og fortabt? Vores eksperter ser på maleriet og fortæller os, hvad de ved og føler.
Den britiske digter og maler William Blake (1757–1827) malede Hekate i 1795. Det er udstillet på Tate Gallery i London. Romerne kaldte Hecate «gudinden af de tre veje», den almægtige hersker over alt, hvad der sker i disse retninger. Hun blev afbildet i form af tre figurer forbundet med deres ryg. Tre af hendes hoveder kiggede selvsikkert frem i hver sin retning.
I maleriet af William Blake er Hecate afbildet i strid med kanonen: figurerne er adskilt fra hinanden. To står over for hinanden, og den tredje ser generelt et sted til siden.
1. Central figur
Maria Revyakina, kunsthistoriker: ”Værkets mystik understreges af det dystre farveskema, det bizarre linjespil og brud på traditionelt perspektiv og komposition. Kun hovedpersonen ser ud til at være en rigtig enhed, og alt andet ser ud til at leve sit eget separate liv i en anden verden.
Andrey Rossokhin, psykoanalytiker: ”Jeg ser i denne krænkelse af kanonen en klar afvisning af magten over rummet. Afvisning (eller manglende evne?) til at angive retning.
2. Mandlige hænder og fødder
Maria Revyakina: “Opmærksomheden henledes på Hekates mandlige hænder og massive fødder: maskulinitet i dette tilfælde fungerer som et symbol på styrke og magt. Bag det drømmende kvindelige udseende gemmer sig en enorm kraft, som tilsyneladende skræmmer heltinden selv.
Andrey Rossokhin: "Hovedfiguren af Hekate ligner Dæmonen Vrubel - den samme positur, den samme biseksualitet, en kombination af mand og kvinde. Men Dæmonen er ekstremt passioneret, klar til at bevæge sig, og her føler jeg en form for depression og enorme indre spændinger. Der er ingen magt i denne figur, dens magt ser ud til at være blokeret.
3. Syn
Maria Revyakina: «Hecates blik er vendt indad, hun er ensom og endda skræmt, men samtidig arrogant og egoistisk. Hun er tydeligvis ikke tilfreds med ensomheden og verden omkring hende, fuld af frygt, men Hecate forstår, at hun har sin egen mission at opfylde.
Andrey Rossokhin: «Hekates hånd ligger på bogen (8), dette er bestemt Bibelen, som om den siger loven, moral. Men samtidig er hendes ansigt vendt væk fra Bibelen i den modsatte retning. Mest sandsynligt ser hun på en slange, der ligesom en fristende slange (6) vil forføre hende.
4. Figurer bag ryggen
Maria Revyakina: “Figurerne bagved er mere som en slags ansigtsløse og kønsløse skabninger, farven på deres hår står i kontrast til heltindens hårfarve, hvilket er symbolsk. Mørk hårfarve var forbundet med sindet, mystik, forståelse af kosmos, mens lys hårfarve var forbundet med praktisk, jordnærhed og kulde. Sammenstødet mellem dualitet og treenighed i dette billede er ikke tilfældigt. Således viser kunstneren os Hekate som en ensom, sårbar enhed i sin inkonsistens og enhed på samme tid.
Andrey Rossokhin: "De to nøgne figurer, der repræsenterer gudindens to andre hypostaser, er betingede Adam og Eva. De vil gerne mødes, forenes i lidenskab, men de er adskilt af Hecate, som ikke ved, hvad de skal gøre. De kiggede ned og turde ikke se på hinanden. Deres hænder er hjælpeløst sænket eller endda fjernet bag ryggen. Kønsorganerne er lukkede. Og på samme tid ser Hecate selv, lad mig minde dig om, ind i fristerens øjne og holder hånden på Bibelen. Hun ser ud til at være lammet, ude af stand til at vælge det ene eller det andet.”
5. Mindre karakterer
Maria Revyakina: ”På venstre side af billedet ser vi en ugle (5), som i oldtiden blev betragtet som et symbol på visdom, men senere blev et symbol på mørke og ondskab. Slangen (6) er lumsk og snedig, men samtidig er den klog, udødelig, besidder viden. Både uglen og slangen er spændte. Kun æslet (7), hvis billede er forbundet med viden om skæbnen, er rolig. Han så ud til at resignere, idet han underkastede sig Hecate (fra mytologi ved vi, at Zeus gav Hecate magt over skæbnen). Hans fred står i kontrast til den generelle spænding."
Andrey Rossokhin: ”Der er en åbenlys konflikt mellem krop og ånd, lidenskab og forbud, hedenskab og kristendom. Hecate, en fallisk kvinde med kolossal almagt, antager her menneskelige træk, begynder at lade sig forføre af seksualitet, men er ikke i stand til at træffe et valg hverken til fordel for sin guddommelige magt eller til fordel for jordiske glæder. Uglens øjne (5) har samme rødlige skær som slangens. Uglen ligner et lille barn fanget i seksuelle fantasier, hvis øjne er vidt åbne af spænding. Dragen (9), der flyver med sine vinger spredt i baggrunden, er som et superego, der ser på. Han våger over Hekate og er klar til at fortære hende, hvis hun vælger at blive en dødelig kvinde. Hvis hun genvinder gudindens magt, vil dragen ydmygt flyve væk.
Det ubevidstes stemme
Andrey Rossokhin: ”Jeg opfatter billedet som Blakes drøm. Og jeg opfatter alle billederne som stemmerne fra hans ubevidste. Blake ærede Bibelen, men sang samtidig om kærlighed, fri for dogmer og forbud. Han levede altid med denne konflikt i sin sjæl, og især i den alder, hvor han malede billedet. Blake ved ikke, hvordan man finder en balance, hvordan man kombinerer hedensk styrke, seksualitet, følelsesfrihed med kristen lov og moral. Og billedet afspejler denne konflikt så meget som muligt.
Karakteristisk er den største figur her æslet (7). Den er altid til stede i billederne af Kristi fødsel, ved siden af krybben, hvor Jesus ligger, og derfor opfatter jeg den som et kristent symbol. Ifølge Blake skulle Kristus harmonisere krop og sjæl, give plads til seksualitet. Og derfor så jeg i hans fødsel noget forløsende, glædeligt. Men der er ikke en sådan harmoni i billedet. Løsningen af konflikten skete hverken i kunstnerens liv eller senere.