Nu 46 år gammel har jeg en 29 år gammel dreng, hvilket tyder på, at jeg fik min søn, da jeg var 17 år gammel. Jeg blev gravid som følge af et igangværende forhold til min kæreste i et år. Jeg var bange, fordi jeg ikke rigtig forstod, hvad der foregik i min krop og fornemmede ikke de omvæltninger, som denne begivenhed indebar.
Mine forældre fik straks en tid hos en gynækolog med henblik på en abort. Skæbnen ville, at jeg "faldte" på en meget "konservativ" læge, som privat opregnede mig de risici, jeg løber (især risikoen for infertilitet). Efter dette interview rejste jeg mig over for mine forældre og pålagde dem min vilje til at beholde barnet.
Min søn er min stolthed, mit livs kamp og et meget afbalanceret barn, meget omgængeligt... Men i begyndelsen blev det ikke vundet. Drevet af en stor skyldfølelse (som min mor i høj grad var med til at opretholde) forlod jeg skolen umiddelbart efter meddelelsen om min tilstand. Vi var "forpligtet" til at blive gift. Så jeg fandt mig selv som husmor, der boede i en landsby, med mit hus og de daglige besøg, jeg aflagde hos mine forældre udelukkende for erhverv.
"Jeg er aldrig gået væk fra mit barn"
Ideen om skilsmisse kom hurtigt til mig, med ønsket om at finde en aktivitet. Jeg studerede meget, måske for at glemme, at jeg ikke var klar til at opdrage min søn på egen hånd, som min mor havde foreslået mig i årevis. Men jeg har aldrig forvildet mig fra mit barn hidtil: daglig pleje var hende, men hendes uddannelse var mig. Jeg tog mig også af hans behov, hans hobbyer, lægebesøg, ferier, skole...
På trods af dette tror jeg, at min søn havde en lykkelig barndom, med en masse kærlighed, selvom jeg til tider kunne have været svag. Han havde en forholdsvis rolig ungdom, og han havde en hæderlig uddannelse: bac S, college og nu er han fysioterapeut. Jeg har et rigtig godt forhold til ham i dag.
Hvad mig angår, havde jeg mange problemer med at finde min balance. Efter mange års psykoanalyse er jeg nu en opfyldt kvinde, færdiguddannet (DESS), en del af den territoriale offentlige tjeneste, men på bekostning af hårdt arbejde og usvigelig kamp.
Når jeg ser tilbage, handler mine fortrydelser absolut ikke om det valg, jeg traf om at få et barn som 17-årig. Nej, i dag har jeg bitre minder om mit ægteskab og det forhold, jeg dengang havde til min mor. Den fornedrelse, jeg var i, og det besvær, jeg havde for at komme ud af det, gav mig samtidig en styrke til at leve, som jeg ellers ikke ville have haft.
Hvor er fædrene i historien?
Vil du tale om det mellem forældre? At give din mening, at bringe dit vidnesbyrd? Vi mødes på https://forum.parents.fr.